Der er en første gang for alting

ULFBORG6228

I samarbejde med Jordbrugets UddannelsesCenter i Århus er det lykkedes BYGGETEK at få arrangeret en svendeprøve for anlægsgartnere på kursusstedet Ulfborg Kjærgaard.

- Det er en dejlig følelse at kunne tilbyde en svendeprøve for anlægsgartnere på Ulfborg Kjærgaard for alle de kursister, der har brugt deres tid på de kompetencegivende kurser hos os, udtaler uddannelsesleder Henning Grøn Thorsen.

Dette tilbud har otte elever valgt at tage imod. Svendeprøven består af et fire uger langt AMU kursus med opstart den 15. august.  I de fire uger skal kursisterne udføre et komplet haveanlæg, som den 11. september bliver bedømt af censorer udefra.

Jordbrugets UddannelsesCenter i Århus har stor erfaring med svendeprøver indenfor det grønne område og er kendt som en af landets bedste erhvervsskoler indenfor gartnerfaget. Skolen udbyder gartneruddannelserne som erhvervsuddannelse og er derfor den officielle afvikler af svendeprøven, som altså for første gang nu udbydes på Ulfborg Kjærgaard.

BYGGETEK glæder sig meget til at følge kursisterne på dette sidste kursus og har mere om, hvordan det gik eleverne i næste nyhedsbrev.

Efter den nye uddannelsesreform træder i kraft, kommer der nogle ændringer i opbygningen af gartneruddannelserne - bl.a. hvordan fagene skal sammensættes for at man kan komme til svendeprøve og i hvilken rækkefølge, kurserne skal tages. Følg med på BYGGETEKS hjemmeside og her i nyhedsbrevet.

 Læs mere om det afsluttende kursus her

Læs mere om uddannelse via AMU indenfor Det grønne

JUCÅ  Byggetek Logo Hvid