38 procent flere unge vælger studenterhue med svendebrev

Studenterhue Metalcraft Ny

Mercantec oplever en markant stigning til EUX-uddannelsen, hvor studentereksamen kombineres med en erhvervsuddannelse.

Andelen af unge, der vælger at kombinere deres studentereksamen med en erhvervsuddannelse, er vokset.

De nyeste tal fra Viborgs største uddannelsesinstitution, Mercantec, viser, at hele 38 procent flere unge i år er gået i gang med EUX-uddannelsen.

- Vi har arbejdet målrettet på at udbrede kendskabet til den erhvervsfaglige studentereksamen EUX, så vi er selvfølgelig rigtig glade for, at budskabet er blevet hørt - både af de unge og deres forældre, siger Kirsten Holmgaard, direktør på Mercantec.

Klapper i hænderne
Som på det almene gymnasium, HHX og HTX, giver EUX-uddannelsen eleverne en studentereksamen og dermed adgang til en lang række videregående uddannelser. Det særlige ved EUX-uddannelsen er, at de unge samtidig tager en erhvervsuddannelse.

Også erhvervslivet klapper i hænderne over udsigten til flere unge, der både har en studentereksamen og en erhvervsuddannelse at tilbyde sin arbejdsplads.

Jesper Kvistgaard er uddannelsesleder på Grundfos, der har cirka 150 elever tilknyttet. 38 af eleverne er EUX-elever. EUX'erne er i høj kurs på Grundfos, også efter de har bestået deres studentereksamen.

- EUX-eleverne får det bedste med fra begge verdener, og det har vi som erhvervsliv brug for. Nu er de første EUX-elever færdige og er fantastiske ambassadører for uddannelsen, så det har helt sikkert været med til at flytte fokus og få flere unge til at vælge at gå den vej, siger Jesper Kvistgaard.