Robotterne indtager Mercantec

To medlemmer af robotfamilien NAO er i denne uge landet på House of Technology og Viborg Tekniske Gymnasium. De to robotter skal blandt andet gøre det mere lettilgængeligt for eleverne at lære om it, teknologi og programmering på en anderledes, sjov og motiverende måde.

- Sæt dig!

Nick Laurits Jakobsen giver den lille robotmand foran ham en ordre og trykker på en tast på sin bærbare computer. Sekundet efter sker det: Den 58 centimeter høje menneskelignende robot giver et lille gib med kroppen, får lys i øjnene, bøjer ned i knæene og sætter sig ned. Nick smiler tilfreds: Programmeringen af robotten er lykkedes, og Nick kan kaste sig over en ny programmeringsopgave.  Lige pludselig er det blevet lidt sjovere at læse til elektronikfagtekniker som EUD-HTXer på House of Technology og Viborg Tekniske Gymnasium.

Robotter 010

Scenen ovenfor udspiller sig i et lille undervisningslokale på Mercantec, hvor to robotter af typen NAO netop har taget deres første skridt på skolen under overværelse af elever, undervisere og to konsulenter fra Teknologisk Institut. Det er sidstnævnte, der har haft de to robotter med, som Mercantec netop har indkøbt til undervisningsbrug:

– Fordelen ved NAO-robotterne er deres mulighed for at forbinde teori og praksis med leg og læring. NAO er en optimal platform til at arbejde med it og datalogi, elektronik, mekanik og matematik via emner som bevægelse, lyd- og videosignalbehandling samt stemmegenkendelse. Samtidig er robotterne et fantastisk pædagogisk værktøj til at differentiere undervisningen, fordi eleverne lærer at samarbejde på tværs af færdigheder, udfordringer og faglige interesser, siger Britt Sørensen, der er konsulent inden for robotteknologi på Teknologisk Institut, hvor man løbende indsamler danske skolers erfaringer med at anvende især NAO-robotter i undervisningssammenhæng.

Robotter 027

Programmering en stadig mere vigtig færdighed i erhvervslivet

På Mercantec er det meningen, at de to nye NAO-robotter skal anvendes som blikfang til at promovere naturvidenskabelige og tekniske erhvervsuddannelser over for unge, der interesserer sig for it og teknologi.  I disse dage er Nick Laurits Jakobsen og andre elever på Mercantec således i fuld gang med at programmere robotterne, så de kan demonstreres over for besøgende, når der er Åbent Hus på Mercantec lørdag d. 16. november.

Tanken er dog også, at NAO-robotterne skal anvendes direkte i undervisningen på House of Technology og Viborg Tekniske Gymnasium, fx for at gøre en teknisk disciplin som programmering mere tilgængelig for eleverne at forholde sig til:

– Der er ingen tvivl om, at programmering bliver en stadig mere vigtig færdighed at kunne mestre i forskellige sammenhænge i erhvervslivet og i velfærdssektoren. NAO-robotterne er en sjov og motiverende måde at ”lege” programmeringsdelen ind i vores undervisning, fordi deres menneskelignende udformning appellerer til eleverne på en mere intuitiv måde end andre former for elektronik, siger John Hansen, der er uddannelses- og it-chef på Mercantec.

 Robotter 020

At dømme efter reaktionerne fra de elever som indtil videre har fået lov at lege med NAO-robotterne, skal Mercantecs nye investering nok blive en succes:

– Det er en fed måde at lære på, og programmet der er koblet til NAO, er intuitivt og nemt at gå til – også selvom man skal programmere alle robottens handlinger fra bunden af, siger Nick Laurits Jakobsen, mens en robot udfører Tai-Chi-lignende bevægelser i baggrunden.

--- FAKTA ---

  • Robotten NAO er en 58 centimeter høj humanoid robot, som er designet og fremstillet af Aldebaran Robotics i Paris. Via sensorer som for eksempel kamera, mikrofoner, stemmegenerator og to højttalerer og en høj grad af trykfølsomhed kan den blandt andet programmeres til at gå, danse, genkende stemmer og tale.
  •  I Danmark er der indtil videre 26 uddannelsesinstitutioner, der har investeret i en NAO-robot - listen tæller alt fra folkeskoler til videregående uddannelser på universiteter. På Mercantec er robotterne indkøbt af House of Technology og Viborg Tekniske Gymnasium - dermed er skolen den første erhvervsskole i Danmark, hvor NAO-robotter anvendes til undervisningsbrug.

 

Se NAO i aktion på Mercantec i videoklippet nedenfor: