8. oktober · 2021

Mercantec, elever og lærepladser fejrede i sidste uge de bedste lærepladser af slagsen med kåringen af Årets Læreplads.

Mercantec var i sidste uge vært ved kåringen af Årets Læreplads.

Førstepladsen gik til virksomheden CO-RO A/S, Frederikssund, og automatikteknikerlærling Emma Bjerregaard var begejstret over, at netop hendes indstilling med store roser til virksomheden for at tage sig godt at deres medarbejdere, havde båret frugt:

-Det er så positivt, at CO-RO bliver anerkendt for netop det kollegiale. Så jeg er helt vild glad, sagde Emma Bjerregaard.

Tina Børvig, HR-assistent og ansvarlig for lærlinge i virksomheden, var naturligvis også begejstret. Netop medarbejdertrivsel er noget, de vægter meget højt i virksomheden.

-Vi er jo meget glade for, at dommerkomitéen lægger vægt på lige præcis det med trivslen, for det er noget, vi arbejder med. Vi holder fast på, at der på arbejdspladsen skal være plads til sjov, og at vi skal være der for at støtte medarbejderne, sagde hun.

Føler sig hjemme

Emma Bjerregaard begrundede blandt andet sin indstilling med, at der hos CO-RO A/S altid er støtte at hente. Hun har følt sig velkommen fra dag et:

-Her på værkstedet vil man gerne have, at alle har det godt, og der bliver taget hånd om folk, der ikke har det godt, skrev hun blandt andet i sin indstilling.

Heri roste hun også virksomhedens evne til at tilrettelægge et fagligt spændende forløb, hvor man som lærling udvikler sig. En anden ting hun lagde vægt på i indstillingen, var det faktum, at hun er langt hjemmefra rent geografisk:

-Da jeg skulle starte på CO-RO, måtte jeg flytte fra mine forældre i Jylland hjem til mine bedsteforældre i Nordsjælland. Det var svært i starten, da jeg er et stort familiemenneske, så mine kolleger har måttet lægge øre til mange af mine tanker i forhold til min hjemve. Men de har hele vejen igennem sørget for, at jeg føler mig velkommen og hjemme, lød det videre.

Danner og uddanner

Nummer to i feltet blev Kaj Tømrer ApS, Bjerringbro, der blev indstillet af tømrerlærling Eddy Alexis Sanchez Jardinez, mens tredjepladsen tilfaldt Skalflex Danmark, Viborg, der blev indstillet af handelselev Simon Dyg Eriksen.

På Mercantec glæder man sig over muligheden for at fejre gode lærepladser – og ikke mindst lærlinge:

-Vi har fået mange gode indstillinger i år, og det skyldes i høj grad virksomhederne. I gør hver dag et kæmpe stykke arbejde for at danne og uddanne en masse mennesker – både de unge og de lidt ældre, sagde uddannelseschef og pædagogisk leder på Mercantec, Mette Selchau, i sin tale til kåringen.

Hun berettede videre at der i indstillingerne i år har været fokus på det store ansvar som eleverne er blevet mødt med, og den tillid virksomhederne har vist eleverne.

-Et stort fokusområde i år har også været arbejdsmiljøet, hvor eleverne er blevet set og hørt og de bliver behandlet på lige fod på virksomhedens øvrige medarbejdere. De vilkår giver, ifølge indstillingerne, det helt rigtige miljø for god og faglig læring, sagde Mette Selchau.

 

Faktaboks: Årets Læreplads

Årets Læreplads er en årligt tilbagevendende begivenhed, og lokalt på Viborgegnen er det Mercantec, der står for at kåre vinderne ud fra en række indstillinger, som lærlinge og elever har indgivet.

De lokale vindere går derefter videre til den nationale konkurrence, hvor vinderne kåres den 2. november 2021. Her er det Danske Erhvervsskoler- og gymnasier, der står for at uddele prisen. Samtidig uddeles også Årets Innovative Læreplads. Her havde Mercantec i år desværre ikke fået nogen indstillinger.

I 2012 vandt Mercantecs lokale vinder Air Control Wing i Karup også den nationale konkurrence, og blev dermed Årets Læreplads i Danmark.

Den lokale vinder af Årets læreplads er i år udpeget af dommerkomitéen, der bestod af erhvervsdirektør, Henrik Hansen, formand for Mercantecs bestyrelse, Palle Damborg og Mercantecs direktør Adrian Tresoglavic.