12. maj · 2020

Fire elever fra elektrikeruddannelsen på Mercantec har etableret deres eget undervisningslokale i et køkken-alrum i Ravnstrup. Lærepladsen EL:CON roser initiativet.

Det ser ikke helt almindeligt ud i øjeblikket hjemme hos Mikkel Kastberg i Ravnstrup, hvor stærkstrømsledninger stikker ud af vinduerne til køkken-alrummet, og det, der engang var spisebordets plads, mest af alt ligner et teknologisk laboratorium.

I over en måned har Mikkel Kastberg og hans kærestes hjem på grund af coronakrisen været omdannet til et midlertidigt undervisningslokale, hvor Mikkel og tre af hans medstuderende fra elektrikeruddannelsen på Mercantec er mødt ind hver dag for at gennemføre et skolemodul.

Køkkenalrum på 90 m2

Fælles for de fire elektriker-elever er, at de alle er i lære hos virksomheden EL:CON. Under normale omstændigheder ville de have fået deres undervisning i den teknologiske afdeling på erhvervsuddannelsernes hovedbase på H.C. Andersens Vej i Viborg. Da det ikke er muligt på grund af smitterisiko, konkluderede de fire elektrikerelever meget hurtigt, at de lige så godt kunne blive ved med at arbejde sammen, når de havde gået op og ned af hinanden alligevel som elever hos EL:CON Viborg. Tilfældigvis havde Mikkel Kastberg et køkkenalrum på 90 m2, som han godt ville investere i det gode formål – at gennemføre næste modul.

- Det er noget bøvl at sidde virtuelt med det, vi er i gang med her. Det kræver, at vi har adgang til udstyr, så vi kan afprøve teorierne med det samme. Og jeg har jo god plads, så det virkede som den mest oplagte løsning, forklarer han.

Stort engagement

Både Mercantec, EL:CON – og ikke mindst Mikkel Kastbergs kæreste – sagde god for konceptet og umiddelbart efter blev en palle og to flyttekasser fyldt med undervisningsudstyr leveret til adressen i Ravnstrup.

- Vi har bakket op om elevernes mulighed for at sidde sammen privat, fordi vi har vurderet, at det var sikkerhedsmæssigt forsvarligt, lyder det fra John Hansen, uddannelseschef, Teknologisk Videncenter, Mercantec som fortsætter:

- Vores onlineundervisning har fungeret rigtig godt, men der er naturligvis fag og moduler, hvor det kan være vanskeligt at opnå de samme færdigheder, hvis man ikke har adgang til udstyret, derfor har vi støttet eleverne. Det vidner om et stort engagement, at de tager den slags initiativer. 

ElCon roser tiltag

Hos EL:CON er der også stor tilfredshed med initiativet, som betyder, at eleverne kommer tilbage med meget mere viden og overblik, end de ville have fået, hvis de havde siddet hver for sig derhjemme, vurderer Poul Henrik Vestergaard, der er elevernes kontaktperson på EL:CON Viborg, hvor der er i alt 15 elever ansat.   

- Eleverne viser, at de kan navigere i en verden, som har været forandret i lang tid nu. De udviser initiativ og arbejder selvstændigt. Det er rigtig godt gået, og det er fantastisk af Mercantec, at de stiller udstyret til rådighed, siger Poul Henrik Vestergaard.

Skolemodulet, lærer eleverne at programmere styreværktøjer, der kan få flere elektriske komponenter til at arbejde sammen. Systemet bliver eksempelvis brugt i industrien. Simon Bonde Therkildsen er 29 år og en af de fire elever. Han er yderst godt tilfreds med løsningen.

- Lige det her modul er faktisk ikke noget, jeg har særlig meget erfaring med, så det betyder meget, at jeg kan læne mig op af de andre i forløbet, siger han.

Svært med børn i hjemmet

Mikkel Testrup Poulsen er 34 år og har gennemført to uddannelser, inden han fandt på plads i elektrikerfaget, som han forventer at blive gammel i.

Han er far til to småbørn og ville have haft meget svært ved at gennemføre modulet, hvis han ikke havde haft sit daglige ”undervisningslokale” i Ravnstrup.

36-årige Birgitte Jensen er mor til fire børn mellem syv og 12 år. Hun ville have haft samme problematik.

- Det betyder rigtig meget for mig at vi kan hjælpe hinanden i den her situation, som er svær for alle. Og vi sørger selvfølgelig for at se så få så mulig, så vi begrænser smitterisikoen, siger hun.

Håndsprit, hygiejne og afstand er en del af retningslinjerne i det fælles undervisningslokale, og selvom det ser lidt kaotisk ud ved første øjekast, tager 30-årige Mikkel Kastberg, der har en fortid som hundefører ved militæret, situationen med ophøjet ro.

- Tjoe, det roder lidt. Men vi har jo pladsen, og det varer jo ikke i al evighed, og det ville da være langt værre at sidde alene og ikke lære noget, konstaterer han.

Læs mere om elektrikeruddannelsen

Mikkel Kastberg har en fortid som hundefører i militæret. Han er så vild med sin elektrikeruddannelse og sin læreplads hos EL:CON, at han har lavet sit hjem om til et undervisningslokale.