18. marts · 2019

Den spanske region Valencia er i gang med at kopiere den danske EUX-model, der giver unge en studentereksamen og en faglært uddannelse i ét. Inspirationskilden er – Mercantec i Viborg.

Danske Louise Degn Pedersen og spanske Andrea Cordoba Martinee har mange lighedstræk. De er næsten lige gamle 17 og 16 år.De har stort set samme smag, hvad angår mode, musik, film og drenge, de griner af de samme vittigheder, kan lide det samme mad, og desuden er de begge vilde med fag som – kemi, matematik og psykologi.


Arbejdsløshed på 35 procent
At de to piger er blevet venner skyldes et samarbejde mellem Mercantec og uddannelsesinstitutionen Cotes Baixes i den spanske by Alcoy, der hører ind under regionen – Valencia. I to år har de to parter sendt elever og undervisere på udveksling i henholdsvis Viborg og Alcoy. Formålet med samarbejdet er især, at regionen Valencia ønsker at kopiere den danske EUX-model, der giver eleverne både en studentereksamen og en faglært uddannelse og brede modellen ud ikke blot i Alcoy, men til samtlige uddannelsesinstitutioner i hele regionen.

Arbejdsløsheden i Spanien er på svimlende 35 procent, og erhvervslivet i Spanien er på konstant jagt efter faglært arbejdskraft. Den spanske rektor fra Cotes Baixes, Fernando Sansaloni, er ikke et sekund i tvivl om, at løsningen på mange problemer i Spanien er EUX.

  • Målet er, at vi får bredt EUX modellen ud i vores region. Men også i andre regioner – for eksempel Barcelona, hvor de er interesserede i modellen, siger Fernando Sansaloni og fortsætter.
  • Generelt har alt for mange unge i Spanien taget en universitetsuddannelse. I dag er mange af dem enten helt uden for arbejdsmarkedet eller er ansat på McDonald’s eller i et storcenter. De kan ikke bruge deres universitetsuddannelser til noget som helst.


Frugtbart samarbejde
Også Viborg-rektor Bo Lykke Fredsgaard, der står i spidsen for Viborg Handelsgymnasium og Viborg Tekniske Gymnasium og EUX-uddannelsen, er tilfreds med samarbejdet. 

  • Vi er rigtig stolte af, at en så stor region som Valencia i Spanien kan drage nytte af de erfaringer, vi har gjort os med EUX-uddannelsen, siger han.

En gruppe af ledere, undervisere og elever fra Cotes Baixes i Alcoy er i øjeblikket på udveksling i Viborg på Mercantec. Ud over at besøge Grundfos, Energimuseet i Tange og Bang & Olufsen i Struer skal eleverne lave projekter sammen om eksempelvis bæredygtigt byggeri, vindenergi, spiludvikling og LEGO’s robotteknologi.


Tilfredse med EUX
Louise Degn Pedersen og Andrea Cordoba Martinees er begge særdeles godt tilfredse med både at få en faglært uddannelse og en studentereksamen. Deres venskab begyndte, da Louise besøgte Alcoy for nogle måneder siden med sin EUX-klasse og boede hos Andreas familie, som modtog hende med åbne arme og kindkys.

Siden har de to piger skrevet sammen på Instagram og glædet sig til at gense hinanden, og til at Andrea skulle bo hos Louise i næsten en uge. De to piger er sikre på, at de bevarer venskabet, også efter de har gennemført deres ungdomsuddannelse.

  • Jeg havde aldrig været i Spanien, før jeg besøgte Alcoy. Nu har jeg aftalt med mine forældre, at vi skal på sommerferie dernede, så de også kan besøge Andreas familie. Det glæder vi os alle sammen til, siger Louise Degn Pedersen.