7. april · 2022

To nyuddannede anlægsstruktører fra Mercantec i Viborg er så dygtige, at de er blevet udtaget til dette års DM i Skills. Den ene er endda regerende danmarksmester for anlægsstruktører og har i år mulighed for at forsvare DM-titlen.

Mercantec i Viborg har stolte traditioner for at sende dygtige elever afsted til DM i Skills, og i år er ingen undtagelse. Blandt dette års deltagere er de to anlægsstruktører Flemming Toustrup Boel og Mads Brunsgaard Christensen, som netop har fået svendebrev med sølv- og bronzemedalje efter et vellykket ophold på skolen i Viborg. Nu er de klar til at vise flaget ved det store årlige DM for omkring 300 unge fra erhvervsuddannelserne, og de glæder sig.

”Skills bliver en spændende udfordring,” siger Flemming Toustrup Boel, der er 21 år og kommer fra Skjern. ”Jeg har været afsted før, men det er Mads’ første gang. Vi har et godt samarbejde, så jeg er helt sikker på, at det nok skal blive en succes.”

Mulighed for titelforsvar

Ikke blot har Flemming Toustrup Boel været med til DM i Skills før – han var faktisk med til at vinde konkurrencen for anlægsstruktører i 2020, og han er udmærket klar over, at det lægger et vist forventningspres på hans skuldre. Som han står dér i undervisningslokalet sammen med Mads Brunsgaard Christensen, ligner han nu en, der trives meget godt med presset.

”Jeg har jo så været afsted før, og vi vandt. Så jeg håber da på, at vi kan gentage succesen, men nu er der jo pludselig lidt at leve op til,” smiler han.

Kvalificeret foran unge fra Aalborg og Aarhus

De to anlægsstruktører er ikke kommet sovende til DM. Først blev de udtaget af Mercantec på baggrund af deres faglige dygtighed. Derefter var der en kvalifikationsrunde, der skulle overstås.

”Vi var til regionsmesterskab oppe i Aalborg i efteråret, hvor vi dystede mod de tekniske skoler fra Aalborg og Aarhus,” forklarer 19-årige Mads Brunsgaard Christensen fra Lemvig. ”Vi skulle vinde for at kvalificere os til DM, og det gjorde vi så.”

Han får det til at lyde ganske enkelt at kæmpe sig i DM-finalen, men der er ingen tvivl om, at han og Flemming Toustrup Boel går meget op i deres fag og er klar til at bruge meget tid og energi på det. Og man skal ikke tale ret længe med de to anlægsstruktører for at opdage, at de holder meget af deres job.

Frisk luft og en afvekslende hverdag

”Det fede ved faget er, at der ikke er to dage, der er ens,” siger Mads Brunsgaard Christensen. ”Der, hvor jeg er, går vi ikke så meget på store byggepladser – vi er mere ude ved hr. og fru Jensen for at lave terrasser, indkørsler, trapper og havearbejde. I gennemsnit er vi måske 14 dage per sted, så det er meget afvekslende arbejde. Man får brugt sin krop, og det er dejligt!”

”Generelt laver vi jo alt i bunden af et hus,” supplerer Flemming Toustrup Boel. ”Vi kan også lave sokkel og kloak, støbe bund i et hus – alt, der foregår på jorden, sådan set. Vi er ude at lave rørlægning, terrasser og indkørsler, og man får lov til at prøve det hele. Jeg har altid kunnet lide at arbejde ude i det gode vejr og have det sjovt sammen med dem, man er afsted med. Der sker mange forskellige ting i løbet af en arbejdsdag.”

Fra praktikplads til læreplads

Flemming Toustrup Boel fik smag for faget, da han efter sin efterskoletid var i en uges praktik hos Lauge Bonde ApS i Borris, hvor han siden også fik læreplads. ”Det var faktisk kun en uge, jeg var i praktik ude ved ham, men det fangede mig helt vildt,” siger han.

Mads Brunsgaard Christensen har til gengæld nærmest fået branchen ind med modermælken. ”Min far er entreprenør, så jeg har altid været med ham på arbejde,” siger han. I folkeskolen fik han mulighed for at komme i praktik hos Nørgaards Fliser i Lemvig, og så var dén sag afgjort: Lige som for Flemming Toustrup Boel førte det til en læreplads. ”Det var sådan set et nemt valg for mig,” tilføjer Mads Brunsgaard Christensen.

En opgave med et skær af virkelighed

For Flemming Toustrup Boel og Mads Brunsgaard Christensen minder DM i Skills på ét vigtigt punkt om en virkelig opgave i deres daglige jobs: De får kendskab til opgaven på forhånd – men de ved også, at den vil blive ændret inden DM.

”Der kommer en rettelse, og den ved vi ikke, hvad er,” siger Flemming Toustrup Boel. ”Så man kan godt gøre sig klar, og vi øver opgaven megameget i tre uger op til DM, men man kan ikke gøre sig 100 % klar. Der kommer nogle forhindringer på vejen, og det er dét, der bliver udfordringen.”

Dermed minder DM i Skills om en ganske almindelig arbejdsdag, hvor planer, tegninger og gode intentioner ikke altid holder, når virkeligheden banker på. ”Det er sjældent, det går, som man har planlagt det fra morgenen af,” konstaterer Mads Brunsgaard Christensen tørt.

Præcisionsarbejde giver faglig stolthed

Når Flemming Toustrup Boel og Mads Brunsgaard Christensen forklarer, hvad der forventes af dem til DM, skinner deres faglige stolthed tydeligt igennem. ”Det gælder om at få de små finesser ind i hænderne,” forklarer Flemming Toustrup Boel. ”Der er en masse smigskæring, højder og den slags, man skal være opmærksom på, og det hele skal være inden for to millimeter. Det er de tolerancer, du skal ligge indenfor, og det er dem, man bare skal gennemarbejde hundrede gange. Ellers bliver du ikke danmarksmester.”

”To millimeter er ikke meget, når producenterne arbejder med en tolerance, der hedder en halv centimeter på stentykkelsen,” tilføjer Mads Brunsgaard Christensen. ”Så er det svært at lave en færdig belægning, der ikke svinger mere end to millimeter. Der er mange, der tror, det bare er slæbearbejde, men det kræver lige så stor præcision som alt muligt andet. Det er ikke noget med bare at gå og smide nogle sten i jorden.”

Godt kammeratskab og godt samarbejde

Til DM i Skills stiller Flemming Toustrup Boel og Mads Brunsgaard Christensen op som par. Det er der gode arbejdssikkerhedsmæssige grunde til: Mange af de sten, der skal bruges til opgaven, er ganske enkelt så tunge, at det kræver to mand at løfte dem. Men samarbejdet handler om mere end at flytte sten, og de to vestjyder har en god indbyrdes forståelse.

”Vi har et godt samarbejde,” siger Mads Brunsgaard Christensen. ”Det startede vel her midt i uddannelsen, hvor vi kom i klasse sammen på Mercantec. Vi har været gode til at rende sammen uden for skolen også, så vi kender hinanden godt. Det har også noget at sige, er jeg ret overbevist om – at det ikke kun er på skoleforløbene, man snakker sammen.”

Fremtiden tegner lyst

Uanset hvordan det går til DM i Skills, tegner fremtiden lyst for Flemming Toustrup Boel og Mads Brunsgaard Christensen. Begge har allerede faste stillinger hos deres læremestre i Borris og Lemvig. ”Der er jobgaranti, når man kommer ud som anlægsstruktør, fordi der er så meget mangel på arbejdskraft lige nu. Det er en god uddannelse at have,” siger Flemming Toustrup Boel.

Men lige nu er fokus altså på DM i Skills, som de to nyuddannede anlægsstruktører glæder sig til. ”Jeg ser frem til hele oplevelsen,” siger Mads Brunsgaard Christensen. ”Man skal jo lige tænke på, at det er flot i sig selv bare at kvalificere sig til det. Og så glæder jeg mig til at stå med det færdige resultat!”

Læs mere om uddannelsen til anlægsstruktør på Mercantec