26. oktober · 2021

Lone Andersen er opvokset i Viborg, hvor hun også har bopæl. Nu vender hun også rent arbejdsmæssigt hjem til Viborg, idet hun fra den 1. december bliver ny rektor på Midtbyens Gymnasium.

For Lone Andersen bliver Viborg nu også omdrejningspunktet rent arbejdsmæssigt. Fra den 1. december tiltræder hun stillingen som rektor på Midtbyens Gymnasium, og med sig i bagagen har hun mere end 20 års ledererfaringer fra erhvervsskoler samt teknisk og alment gymnasium.

51-årige Lone Andersen har såvel en erhvervsuddannelse som en cand.mag. i engelsk og psykologi, og tidligere i karrieren var hun vicerektor på Viborg Katedralskole, inden turen gik til Randers Statsskole, hvor hun er rektor frem til sin tiltrædelse på Midtbyens Gymnasium.

Privat er hun bosat i Viborg og gift med Henrik Bo Poulsen. Sammen har de en datter, 15-årige Johanne Astrid, der udover at gå i 9. klasse også er en meget dedikeret trommeslager.

Med spænding og glæde
Lone Andersen ser frem til at tiltræde i det nye job:

-Det er med stor spænding og glæde, at jeg nu snart sætter mig i stolen som rektor for Midtbyens Gymnasium. Jeg glæder mig utroligt meget til sammen med kolleger og elever at udfylde og videreudvikle rammerne i Danmarks nyeste og absolut smukkeste erhvervsgymnasium, siger Lone Andersen.

Også på Lone Andersens kommende arbejdsplads er glæden stor:

-Lones brede ledererfaring og store kendskab til ungdomsuddannelser gør, at hun er den perfekte kandidat for Midtbyens Gymnasium. Med Lone i spidsen for Midtbyens Gymnasium er vi sikre på, at hun vil videreudvikle de attraktive og inkluderende studiemiljøer på stedet og understøtte elevernes udvikling og dannelse. I sidste ende vil Lone være med til at sikre, at eleverne får den bedste og mest fremtidssikrede uddannelse, siger direktør for Mercantec, Adrian Tresoglavic.