5. september · 2020

Mellem 300-400 interesserede er indtil nu blevet vist rundt på Midtbyens Gymnasium, og Mercantec håber på endnu flere gæster. Både grupper og enkeltpersoner er velkomne.

Det er aften på Midtbyens Gymnasium. De 1200 elever og 130 undervisere, der til daglig bruger bygningen, er taget hjem, men inde i det store auditorium er lyset tændt, og på stolerækkerne sidder cirka 35 gæster, der har taget imod tilbuddet om en rundvisning på Danmarks nyeste gymnasium.

Ret smart

To af gymnasiets elever er aftenens værter. De er begge to 2. års studerende og har haft deres gang i bygningen i få måneder. Annika Klausen går i HHX og har valgt linjen Mennesker og Samfund, fortæller hun og bliver suppleret af Frederikke Kristensen, som har valgt studieretningen Bioteknologi og Matematik.  

- Det er faktisk ret smart, at gymnasiet ligger lige her på banegården. Før tog det mig en time at komme i skole, fordi jeg både skulle med tog og bus. Nu tager det kun 20 minutter, fortæller Annika.

Rundvisningen indledes med tre videoer. Mercantecs direktør Kirsten Holmgaard fortæller om processen bag byggeriet. Gymnasiets rektor, Bo Lykke Fredsgaard, beretter om dagligdagen på stedet, og John Hansen, der er uddannelseschef for Teknologisk Videncenter på Mercantec, fortæller om erhvervsuddannelsen automatiktekniker, som bygningen også rummer.

Byens gymnasium

Det er yderst sjældent, at der bliver bygget et nyt gymnasium i Danmark. Indtil videre har Mercantec vist mellem 300-400 gæster rundt i de splinternye undervisningsrammer.

Vi håber, at rigtig mange benytter lejligheden til at se Midtbyens Gymnasium indefra. Både grupper og enkeltpersoner er hjertelig velkomne, understreger direktør Kirsten Holmgaard og fortsætter.

- Et af målene med placeringen har været at gøre gymnasiet til hele byens gymnasium. På sigt vil foreninger og andre kunne leje faciliteterne. Vi håber, at stedet kommer til at myldre med aktivitet og liv.

Efter oplægget bliver gruppen opdelt i corona-venlige enheder, som forsvinder rundt i bygningen med hver sin unge guide i spidsen.

Aftenens gæster er alle medlemmer af Rotary Viborg-Asmild Klub, der både tæller selvstændige, lønmodtagere og seniorer.

Svend Hein er ansvarlig for kommunikationen i Rotary Viborg-Asmild Klub. Han har fulgt interesseret med i byggeriet, fortæller han.

- Et så stort byggeri lige midt i Viborg er jo spændende for os lokale. Det er dejligt at se, hvor flot det er nået i mål, siger han.

Gå her selv

Seks etager udgør Midtbyens Gymnasium. Gæsterne fra Rotary Viborg-Asmild Klub får brugt bentøjet op og ned ad de mange trapper. De spørger interesseret ind til undervisningen og hverdagen på stedet og stirrer betagede ud over Viborg by fra sjette og øverste etage af det moderne byggeri.

Da grupperne er samlede i auditoriet igen, tager Rotary Viborg-Asmild Klubs præsident Henrik Dam ordet og takker for rundvisningen.

- Jeg må sige, jeg er meget imponeret. Det er virkelig en flot bygning. Sikke et undervisningsmiljø. Jeg ville ønske, jeg var 40-50 år yngre og kunne gå her selv, siger han, inden gruppen siver langsomt ud fra bygningen og lyset slukkes i auditoriet på Danmarks nyeste gymnasium.

Der er fast rundvisningsaften hver torsdag på Midtbyens Gymnasium. Både grupper og enkeltpersoner er velkomne. Særaftaler med andre rundvisningsdage kan laves for grupper. Rundvisningerne er gratisRundvisning på Mercantec sker ved henvendelse til en studievejleder eller lærepladskonsulent

Rundvisning på Midtbyens Gymnasium for gruppe Rotary Viborg-Asmild 2020