6. april · 2021

Mercantecs første VVS-energispecialister er færdiguddannede, og efterspørgslen på deres arbejdskraft er stor

Mange brancher har akut brug for faglært arbejdskraft. Nogle af dem, der er i rigtig høj kurs, i en tid hvor nye bæredygtige løsninger til blandt andet opvarmning vinder frem, er VVS-energispecialister. 

På Mercantec i Viborg var der derfor vild jubel, da skolens første 11 VVS-energispecialister for nylig havde bestået deres svendeprøve. 

– Der kunne sagtens uddannes mange flere, for der er stor efterspørgsel på deres faglighed. De har som regel en læreplads med det samme og får dermed lærlingeløn under hele uddannelsen, siger Mettel Gaml-Sørensen, der er uddannelsesleder på Teknologisk Videncenter, Mercantec. 

Rigtig god løn

Alle de nyuddannede VVS-energispecialister er gået direkte i fast job. En af dem er 36-årige Brian Henriksen. Inden han begyndte på den fireårige uddannelse, havde han i en årrække arbejdet som ufaglært.

– Jeg er super tilfreds med, at jeg kom i gang. Arbejdsopgaverne er meget varierede. Og lønnen er virkelig god. Det er noget helt andet end at arbejde som ufaglært, siger han. 

Ikke kun toiletter

Også 29-årige Jacob Sand Daasbjerg kan nu kalde sig VVS-energispecialist. Han afprøvede faget ved en tilfældighed og blev hurtigt positivt overrasket. 

– Jeg troede, VVS-arbejde var noget med toiletter, men der er meget mere i faget. Det er spændende at arbejde med energioptimering. Der er meget teknik i faget, og man arbejder både ude og inde på nye byggerier og med renovationer, siger han. 

VVS-energispecialister arbejder blandt andet med vedvarende energi, ventilationsløsninger og klimaanlæg samt moderne badeværelser, blikfacader, tagdækning med mere.

Læs mere om uddannelsen til VVS- energiuddannelsen