Formål 
Projektet skal styrke rekruttering og fastholdelse af 18-25-årige erhvervsuddannelseselever gennem en videreudvikling af Mercantecs SPS-praksis. Med eleven i centrum udvikles og afprøves nye støttetiltag i både skole- og oplæringsperioder, så flere unge gennemfører deres uddannelse og får en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet.

Projektbeskrivelse 
Mange unge på erhvervsuddannelserne har behov for specialpædagogisk støtte (SPS) for at kunne gennemføre deres uddannelse. Med projektet Rekruttering og fastholdelse af 18-25-årige EUD-elever med fokus på SPS ønsker Mercantec at udvikle en mere sammenhængende og elevcentreret SPS-praksis på tværs af skolens 20 erhvervsuddannelser. 

Projektet tager udgangspunkt i elevernes egne erfaringer og behov. Gennem interviews og fokusgrupper med SPS-modtagere indsamles viden, som danner grundlag for udviklingen af nye indsatser. Samtidig samles ledere, studievejledere, støttegivere og undervisere om at styrke samarbejdet og skabe en fælles forståelse af god SPS-praksis.

Der udvikles og afprøves konkrete støtteinitiativer både i skolemiljøet og i oplæringsperioden. Fokus er blandt andet på tydelig kommunikation om støttemuligheder, en opbygning af stærk fælles organisatorisk praksis for SPS og bedre overgange mellem skole og virksomhed. 

Bevillingsgiver
Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) – Puljen for 18-25-årige

Tidsperiode 
1. januar 2025 – 31. december 2026