Formål
Projektet har til formål at styrke elevernes læring, øge deres praksisforståelse og fremme bæredygtighed i værkstederne. Gennem opgradering af værkstedsfaciliteterne for EUD- og EUX-elever samt teknisk og pædagogisk kompetenceløft af underviserne vil projektet resultere i mere moderne, bæredygtige og teknologidrevne uddannelser, som ruster både elever og lærere til fremtidens krav og muligheder.
Projektbeskrivelse
I projekt Fremtidens Værksted opgraderes vores værkstedsfaciliteter. I EUD metalafdelingen (smed og produktør) anskaffes svejserobotter og -simulatorer, og på Midtbyens Gymnasium indrettes træ- og metalværksteder (makerspaces) til EUX. Underviserne får i projektet et teknisk kompetenceløft i betjening af de nye maskiner, og et pædagogisk kompetenceløft, hvor det nye udstyr indgår i undervisning med et stærkt fokus på praksisfaglighed. Vi samarbejder med Professionshøjskolen UCN (simulationstræning) og Engineer the Future om det pædagogiske kompetenceløft, hvor fokus vil være på at skabe praksisnære og virkelighedstro læringsoplevelser for eleverne. Underviserne i projektet vil udvikle og afprøve 10 nye læringsforløb, hvor det nye udstyr og de teknologiske muligheder integreres i Lokale Uddannelsesplaner (LUP).
På metalafdelingen involverer simulationstræningen brug af virtuelle eller augmented reality-baserede systemer til at træne eleverne i forskellige metalbearbejdningsteknikker og maskinbetjening, før de arbejder med det fysiske udstyr. Svejsesimulering giver også mulighed for at minimere materialeforbruget, og projektet bidrager til at øge elevernes forståelse for bæredygtighed.
På EUX skabes et metalværksted og et træværksted, som specialiserede områder i skolens makerspace. Værkstedet vil have et udvalg af maskiner og stationer, som giver mulighed for at skabe alt fra små præcisionskomponenter til større projekter.
I projektet vil vi desuden designe brobygningsforløb til grundskoleelever, hvor light udgaver af de nye læringsforløb inddrages for at sikre sammenhæng og overførbarhed mellem brobygning og erhvervsuddannelser.
Bevillingsgiver
Tietgenfonden
Tidsperiode
01.01.2025 – 31.12.2027
Kontakt
Programleder Marie Sandvad, mail: masp@mercantec.dk