Uddannelsens varighed og opbygning afhænger af din alder og din erfaring.
Er det mindre end 1 år siden, du har afsluttet 9./10. klasse?
Så starter du på Grundforløb 1 (GF1), der varer et halvt år. Her kan du vælge mellem 5 forskellige fagretninger. Hvis du har planer om at tage uddannelsen EUD Handel, anbefaler vi, at du vælger fagretningen GF1 Business.
Når du har afsluttet GF1, starter du på Grundforløb 2 (GF2), der også varer et halvt år. Herefter starter du på hovedforløbet, som veksler mellem skole og læreplads i en virksomhed. Hovedforløbet tager 2 år.
Er det mere end 2 år siden, du har afsluttet 9./10. klasse?
Her springer du GF1 over og starter direkte på GF2, der varer et halvt år. Efter GF2 starter du på hovedforløbet, som veksler mellem skole og læreplads i en virksomhed. Hovedforløbet tager 2 år.
Er du over 25 år?
Her starter du direkte på GF2, der varer et halvt år. Herefter starter du på hovedforløbet, som veksler mellem skole og læreplads i en virksomhed. Hovedforløbet tager normalt 2 år, men hvis du har en relevant uddannelsesbaggrund eller erhvervserfaring, kan du tage uddannelsen på kortere tid.
Du kan også tage EUD handelsuddannelsen som EUX-uddannelse, hvor du både får en studentereksamen og en erhvervsuddannelse.