Hvis du interesserer dig for mad, bæredygtighed og sundhed, skal du vælge brobygningsforløbet på Gastronomi & Sundhed (EUD/EUX). Her får du praktisk erfaring og viden om vores uddannelser til ernæringsassistent, kok, tjener, bager eller catering og smørrebrød. Du kommer til at arbejde med et spændende projekt, hvor du får god hjælp og vejledning af din underviser.
Vi starter forløbet med en fælles introduktion hvor du hører om de forskellige erhvervsuddannelser, og vores spændende EUX-uddannelser, hvor du både får en studentereksamen og en erhvervsuddannelse på samme tid. På forløbet får du mulighed for at tale med vores studievejledere, så du føler dig bedre klædt på til at træffe et kvalificeret valg om uddannelse.