2. september · 2019

En glad Casper Rasmussen er vendt tilbage fra VM i Rusland med to guldmedaljer

Han satte sig et mål, og han nåede det – 21-årige Casper Rasmussen, der var Mercantecs deltager til VM i Skills i Kazan i Rusland.

Casper Rasmussen stillede op i faget industriteknik og disciplinen cnc-drejning og havde på forhånd sagt, at han ville blive glad, hvis han blev blandt de ti bedste.

Det lykkes. Casper Rasmussen vandt to medaljer, en i holdkonkurrencen og fik tildelt ”Medaillon for Excellence”, som gives til de deltagere, der befinder sig i den absolutte top, men ikke blandt de første, anden eller tredjebedste i konkurrencerne.

Stolt og glad
Den unge industritekniker er til daglig ansat hos KVM international A/S i Kjellerup. Han gik forrest og bar Dannebrog, da de knap 1400 deltagere fra 63 nationer og regioner marcherede ind på station i en storslået ceremoni på åbningsaftenen med de tusindvis af tilskuere.

  • Det har været en fuldstændig overvældende oplevelse. Jeg er vildt stolt og glad, siger Casper Rasmussen.

Også John Hansen, der er uddannelseschef på Teknologisk Videncenter, Mercantec er er imponeret over Caspers Rasmussens indsats.

  • At være placeret i toppen i så benhårdt et felt, som det vi mødte til VM, er helt fantastisk flot. Flere af konkurrenterne har øvet sig i årevis inden VM. Så Casper har klaret det utrolig godt, siger John Hansen.