7. januar · 2020

Mercantec i Viborg er den autouddannelse, som uddanner flest personvognsmekanikere i Danmark.

Flere end 300 personvognsmekanikere er årligt tilknyttet uddannelsen i Viborg, og fremadrettet forventer Mercantec, at endnu flere vil søge ind på uddannelsen.

Som noget nyt er uddannelsen til personvognsmekaniker blevet en del af praktikpladsgarantien, der sikrer, at eleverne får en praktikplads i en virksomhed.

- Det er en utrolig glædelig nyhed, for det betyder, at vi får endnu flere personvognsmekanikere i fremtiden - og det bliver der behov for, siger uddannelseschef John Hansen fra Teknologisk Videncenter på Mercantec.

Stor efterspørgsel
Indtil nu har de lærlinge, der ikke har kunnet få en kontrakt med en virksomhed, været på skolens praktikcenter. Undervisningen er på højt fagligt niveau, men det betyder meget for de unge lærlinge at komme ud i virkeligheden og indgå i et team i en virksomhed.

For at blive en del af praktikpladsgarantien skal eleverne opfylde krav om egnethed, geografisk og faglig mobilitet og være aktivt praktikpladssøgende.

I øjeblikket er der ingen ledige personvognsmekanikere i hverken Skive eller Viborg. Mange tilbydes job i andre brancher, fordi mekanikernes faglige kompetencer gør, at de hurtigt kan omstille sig til eksempelvis vindmøller og kølesystemer.

Den store efterspørgsel på arbejdskraft i branchen betyder, at lønniveauet er steget de seneste år.

Der er stor efterspørgsel på personvognsmekanikere og stort set ingen arbejdsløshed. Nu giver praktikpladsgarantien branchen endnu et løft.