2. maj · 2022

Den regerende danmarksmester for anlægsstruktører forsvarede titlen, og tre andre elever vandt også guld, da Mercantec var med til DM i Skills 2022 i Høng.

Efter tre hæsblæsende dage i Høng er spændingen udløst. Blandt 290 deltagere er der kåret 49 nye danmarksmestre i en lang række erhvervsuddannelser. Fire af disse danmarksmestre er fra Mercantec i Viborg, som sendte automatikteknikere, personvognsmekanikere, gulvlæggere, bygningsstruktører og anlægsstruktører af sted til konkurrencen.

Titelforsvar for anlægsstruktører

For en af eleverne var der tale om et titelforsvar: Anlægsstruktør Flemming Toustrup Boel fra Skjern vandt konkurrencen i 2020, og da han sammen med sin makker Mads Brunsgaard Christensen fra Lemvig gik hele vejen og vandt igen i år, kan han stadig kalde sig danmarksmester. Undervejs var konkurrencen hård, og Flemming Toustrup Boel er forståeligt nok glad for sejren.

”Det er lige så vildt som første gang,” siger han. ”Det var en forløsning, da vi kom op og fik pokalen. Jeg er helt ovenpå!” Han og Mads Brunsgaard Christensen har for nylig fået svendebrev fra Mercantec og kunne næppe have ønsket sig en bedre afslutning på deres uddannelse.

Også to andre elever fra Mercantec vandt guld ved weekendens DM: Martin Birk Nielsen fra Aulum vandt konkurrencen for automatikteknikere, mens Mads Krogager Madsen fra Grindsted tog førstepladsen for gulvlæggere.

Med til at sikre et højt niveau

Priserne blev uddelt af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen til et velbesøgt arrangement i Høng, hvor der var fokus på landets dygtige håndværkere – og hvor konkurrencen var hård.

”Alle de Mercantec-elever, som var med til at dyste til DM i Skills, fortjener stor ros for deres indsats,” siger uddannelseschef Steffen Bjerregård Holm fra Mercantec. ”De gjorde det virkelig ikke nemt for deres konkurrenter! Det er det engagement, der er med til at sikre et højt niveau i håndværksfagene herhjemme, og det har vi alle sammen brug for.”

 

Læs mere om DM i Skills hos Skills Denmark
Mads
martin-b-mercantec-dm-i-skill