29. juni · 2020

Viborgs nye gymnasium, Midtbyens Gymnasium, var fredag rammen om en helt særlig dimission, der ikke blot fejrede husets omkring 300 studenter, men som også gav gæsterne et helt særligt indblik i bygningen.

På grund af corona-situationen kunne studenterne og deres familier ikke sidde samlet i det store auditorium og var derfor fordelt seks forskellige steder i bygningen. Taler, underholdning og prisoverrækkelser blev i stedet transmitteret live ved hjælp af store skærme.

Tidligere borgmester i Viborg, Søren Pape Poulsen (K), var dagens hovedtaler. Han mindede blandt andet de nyudklækkede studenter om vigtigheden af et velfungerende demokrati og frihed til at vælge sin egen vej i livet.

Til slut forlod hver klasse bygningen til høj musik og klapsalver, mens dannebrogsflag og små studenterhuer i papir dalede ned om ørerne, og mors og fars kamera på mobilen snurrede.