Formål
Pilotprojektet STEM, sprog og arbejdsmarkedsparathed skal bidrage til at give os mere viden om, hvordan vi kan styrke en fælles social bæredygtighed på tværs af virksomheder, skole og kollegie. Projektet skal give input til nye tiltag i skoleoplæringscenteret og på kollegiet til at fastholde elever i deres uddannelse både fagligt og socialt.
Projektbeskrivelse
Projektet er et toårigt pilotprojekt, der skal udvikle og afprøve nye metoder til at styrke elevernes trivsel, fællesskab og gennemførelse af erhvervsuddannelser. Gennem elevdrevne fællesskaber, STEM-café, sprog-café og aktiviteter målrettet arbejdsmarkedsparathed undersøger vi, hvordan faglige og sociale indsatser kan skabe et mere inkluderende og motiverende læringsmiljø for elever på Mercantec.
Målgruppen er primært elever på Mercantecs kollegie og elever i skoleoplæring, men aktiviteterne vil også være åbne for øvrige EUD-elever. Gennem løbende evaluering, dataindsamling og elevinddragelse skal projektet skabe ny viden om, hvilke indsatser der bedst understøtter trivsel, læring og fastholdelse.
Projektet består af fire indsatsområder. For det første arbejdes der med elevdrevne fællesskaber og mentorordninger, som skal styrke elevernes tilhørsforhold og engagement. For det andet etableres en STEM-café med blandt andet workshops, gæsteforelæsninger og lektiehjælp, der skal øge interessen for naturvidenskab, teknologi og innovation. For det tredje udvikles en sprog-café med fokus på dansk og engelsk gennem samtaletræning, lektiehjælp og kulturelle aktiviteter. Endelig afprøves nye tilgange til arbejdsmarkedsparathed og praktikpladssøgning for skoleoplæringselever gennem virksomhedsbesøg, netværk og aktiviteter, der styrker elevernes forståelse af arbejdslivet.
Bevillingsgiver
Region Midtjyllands Uddannelsespulje
Tidsperiode
1. august 2025 - 30. juni 2027