Formål
Projekt Business Green 2.0 skal styrke innovationsunderviseres kompetencer inden for bæredygtighed udvikling og fremtidstænkning på tværs af tre HHX-gymnasier. Gennem kompetenceudvikling, videndeling og praksisnære prøvehandlinger arbejder underviserne med at ruste eleverne bedre til at arbejde med bæredygtige løsninger og innovation.

Projektbeskrivelse
Business Green 2.0 er et kompetenceudviklingsprojekt for undervisere i Innovation B på HHX. Projektet samler undervisere fra Midtbyens Gymnasium (Mercantec), Slotshaven Gymnasium og Aalborg Handelsskole i et fælles udviklingsforløb. Projektet gennemføres i samarbejde med Aalborg University Business School, som spiller en central rolle som forsknings- og udviklingspartner.

Gennem tre tematiske seminarer arbejder underviserne med udgangspunkt i Lean Startup-metoden, hvor de får konkrete redskaber til at arbejde med idéudvikling, eksperimenter og elevdrevne projekter med fokus på grøn omstilling. Seminarerne inddrager også centrale perspektiver på bæredygtig innovation, som for eksempel Doughnut-modellen, de planetære grænser, intrapreneurship samt trends- og fremtidsforskning. Mellem seminarerne afprøver deltagerne nye undervisningsmetoder og aktiviteter i egne klasser gennem prøvehandlinger, som danner grundlag for refleksion, erfaringsudveksling og videre udvikling. Projektet skal dermed styrke undervisernes evne til at koble bæredygtighed og innovation til virkelighedsnære problemstillinger og samtidig udvikle elevernes forståelse af grøn omstilling.

Projektpartnere 

  • Mercantec, Midtbyens Gymnasium (projektleder)
  • Slotshaven Gymnasium
  • Aalborg Handelsskole
  • Aalborg University Business School 

Bevillingsgiver
Børne- og Undervisningsministeriet (Pulje til grøn efteruddannelse og undervisningsforløb i bæredygtighed på gymnasiale uddannelser)

Tidsperiode 
November 2025 - December 2028