4. juli · 2019

Nyt samarbejde mellem Volvo og Mercantec giver maskinføreruddannelsen markant bedre vilkår. Flere vil i fremtiden søge uddannelsen, vurderer Byggeriets Uddannelser.

Maskinføreruddannelsen vil de kommende år både kunne uddanne dygtigere elever og tiltrække flere, vurderes det.

For nylig indgik Viborgs erhvervsskole Mercantec og Volvo et samarbejde, der betyder, at uddannelsen fremover har fire af de nyeste og mest højteknologiske maskiner til rådighed. To dumpere, en gravemaskine og en gummihjulslæsser.

Et faktum, der får formanden for det lokale uddannelsesudvalg under Byggeriets Uddannelsesudvalg på maskinføreruddannelsen, Lars Eriksen, til at klappe i hænderne.

- Vi er overbeviste om, at det vil kunne tiltrække flere elever. Virksomhederne vil nu også kunne se en klar fordel i at få opdateret deres medarbejderes færdigheder, siger Lars Eriksen.

Det er Mercantec, der står bag maskinføreruddannelsen og flere andre efteruddannelsesforløb og kurser på maskinfører- og entreprenørområdet.

- Der er sket rigtig meget især på det højteknologiske område de seneste ti år, og de maskiner, vi har haft indtil nu, har været minimum ti år gamle, så det er en meget stor forbedring af uddannelsen, siger Kurt Hilbert Thomsen, der er Byggeteks uddannelseschef på Mercantec.

Kvalificeret arbejdskraft

Mercantecs direktør Kirsten Holmgaard er ligesom Byggeriets Uddannelser sikker på, at den opdaterede maskinpark i Ulfborg vil tiltrække elever og kursister.

- Vi har brug for højtkvalificeret arbejdskraft i byggebranchen, og derfor er det rigtig vigtigt, at vi nu har indgået et samarbejde med Volvo, så vi kan garantere, at vores elever og kursister bliver så dygtige som overhovedet muligt, siger hun.