Voksen-vejledning giver resultater på Viborgegnen

KACM

500 voksne søger årligt hjælp til job og uddannelse hos KompetenceAfklaringCenter Midt. Mange går videre med en erhvervsuddannelse.

Det er ikke kun ungdommen, der har fået øjnene op for de mange karrieremuligheder, der åbner sig med en erhvervsuddannelse.

Hvert år opsøger omkring 500 voksne KompetenceAfklaringsCenter Midt, der er en del af uddannelsesinstitutionen Mercantec. De ønsker råd og vejledning om deres uddannelses- og karrieremuligheder, enten fordi de er ufaglærte, ledige eller ønsker et brancheskift.

- Vores erfaring er, at mange voksne først hos KompetenceAfklaringsCenter Midt bliver klar over, at de kan komme hurtigere gennem uddannelsessystemet på grund af deres realkompetencer. Hos os får de overblik over de mange uddannelsesmuligheder, der findes, og hvordan deres forløb kan se ud. Og de finder ud af, hvilken økonomi der er forbundet med den uddannelse, de vælger, siger Marianne Bukh Villesen, der er uddannelses- og markedschef på Mercantec.

Praktikpladsgaranti
Cirka en tredjedel af de voksne, der opsøger centeret, gennemgår en såkaldt realkompetencevurdering (RKV) og bliver på den måde klar til at kunne begynde på en erhvervsuddannelse.

At voksne over 25 år vælger at gå erhvervsvejen, kan Marianne Bukh Villesen godt forstå.

- Der er stor mangel på faglært arbejdskraft i erhvervslivet. Og som voksen er det en stor fordel, at vi kan tilbyde praktikpladsgaranti på en lang række uddannelser, og dermed sikre, at man har lærlingeløn gennem hele forløbet, siger Marianne Bukh Villesen.

KompetenceAfklaringsCenter Midt samarbejder med jobcentre, A-kasser, erhvervsråd og andre aktører og er et vejledningstilbud til alle - uanset uddannelsesniveau.


Læs om Camilla Damsgaard,som forlod sundhedsbranchen til fordel for en læreplads på Arla her