HTX-elever udvalgt til geologi-tur i Sydengland

ENGLANDHTX1

Dinoknogler, fossiler og sten var på programmet, da tre elever fra Viborg Teknisk Gymnasium var inviteret til Sydenland af Københavns Universitet

Geologistudiet i København har valgt at benytte sig af en lidt utraditionel måde at få flere unge ind på uddannelsen. Unge fra alle gymnasier landet over har kunnet søge om at komme med på en tre dages tur til Sydenland med alt betalt. Tre elever fra Viborg Tekniske Gymnasium blev som de eneste tekniske gymnasie-elever i landet udvalgt sammen med ni gymnasieelever fra andre byer til at komme med på en tur med geologi i fokus.

Mission lykkedes
Og de tre HTX-elever fra Viborg, Thomas Kirkegaard 17 år, Nicole Hedegaard Hansen 19 år og Cathrine Mors Larsen 17 år, er ikke et øjeblik i tvivl: Universitetets mission lykkedes - også i langt højere grad end de selv havde forventet.
”Det var mega spændende. Før havde jeg ikke overvejet geologi overhovedet. Nu er uddannelsen helt sikkert på min top fem liste over veje, jeg kunne tænke mig at gå”, siger Cathrine Mors Larsen.

Undervisning til 22
Området i Sydengland er kendetegnet ved at være fyldt med velbevarede fossiler og knoglerester. En geologi-interesseret mand fra området har gennem 40 år fundet så meget, at hans samling i dag fylder et helt museum og blandt andet tæller flere velbevarede dinosaurus-knogler. Turen varede tre dage og var tæt programlagt med udflugter og undervisning til klokken 22 hver dag. Alligevel fortrød ingen af eleverne fra Viborg, at de havde søgt om at komme med.
”Man føler sig virkelig lille og ydmyg, når man tænker over, hvor længe kloden har eksisteret, og hvor mange væsner, der har levet her før os,” siger Nicole Hedegaard Hensen, der ud over at overveje at læse matematik nu også har geologi på listen over drømmeuddannelser.

Sten er ikke bare sten
Geologer er blandt de fagspecialister, som verden har brug for i kampen om at bekæmpe klimaforandringerne.
Thomas Kirkegaard har planer om at læse videre til dyrlæge, når han er færdig med HTX, men er også blevet fristet af muligheden for arbejde som geolog på en boreplatform eller fordybe sig i eksempelvis sten.
”En sten er ikke bare en sten. Det lærte vi alt om på turen. Nu kan vi faktisk finde ud af, hvor en sten kommer fra, og hvad den indeholder stort set ved bare at se på den,” siger han.

Bæredygtighed
Vel hjemme i Viborg ventede en stor 2.g eksamensopgave i faget teknologi med emnet bæredygtighed. Og selvom det var tre udmattede elever, der vendte hjem fra turen og de tre dages undervisning i geologi, så havde ingen af dem mistet lysten til lektier. I hvert fald ikke helt.
”Jeg har heldigvis en helt vildt god makker, som havde lavet to tredjedele af opgaven, mens jeg var væk, så det var win win,” siger Nicole Hedegaard Hansen.