Fra køkken til kontor

Kacmdianne

Efter flere år med dårlig ryg måtte Dianne Nielsen sige farvel til sit fag. I samarbejde med KompetenceAfklaringCenter Midt kom hun videre

Dianne Nielsen, 44 år uddanner sig til handelsassistent:

Dianne Nielsen er oprindelig uddannet økonoma, men for nylig skiftede hun køkkenomgivelserne ud med en kontorstol og en computer. Efter mange år som økonoma var hendes ryg slidt, og hun havde derfor brug for et brancheskift. Umiddelbart vidste hun ikke, hvordan hun skulle komme videre.

”Det var uoverskueligt for mig, hvad jeg skulle. Jeg har ikke taget en gymnasieuddannelse, og det var et krav på de fleste uddannelser, kunne jeg se, når jeg undersøgte det, så jeg følte mig faktisk meget magtesløs,” fortæller hun.

KACM fandt vejen

Dianne Nielsen er gift og mor til to børn. En fremtid på S.U. ville være en alvorlig belastning for familiens økonomi. Først håbede Dianne derfor på, at hun ville kunne få et job – uden for sit fagområde. Men uden uddannelse var det så godt som umuligt.

Gennem jobcenteret blev Dianne Nielsen tilknyttet KACM - KompetenceAfklaringsCenter Midt – og med rådgivning fra KACM fandt hun ud af, at hun med sine kompetencer kunne nøjes med at tage 20 ugers opkvalificerende grundforløb, for at komme videre med uddannelsen til handelsassistent.

Det eneste, det krævede var en praktikplads.

Hjælp til drømmepraktik

Dianne Nielsen havde udset sig drømme-praktikstedet Larsen Kaffe i Viborg. Hun tog personligt forbi for at høre, om Larsen Kaffe manglede en elev, det gjorde de ikke umiddelbart.

Med hjælp fra rådgiveren fra KACM lykkedes det hende alligevel at få en praktikplads. Til sommer afslutter hun sit elevforløb hos Larsen Kaffe og kan fremover kalde sig - handelsassistent. 

Dianne har nu en hverdag uden rygsmerter og et meget direkte råd til andre voksne, som har brug for at blive omskolet.

”Man kan sagtens lære nyt. Bare spring ud i det. Det betaler sig at opsøge hjælp og rådgivning,” siger hun.