Flere unge har valgt en erhvervsuddannelse

EUX Elever

Rekordmange unge har i år valgt at begynde på en erhvervsuddannelse på Mercantec efter sommerferien. Særligt EUX trækker

Efter sommerferien kan Mercantec tage imod rekordmange elever på erhvervsuddannelserne. Særligt de tekniske erhvervsuddannelser tiltrækker flere elever, og samtidig er EUX uddannelsen - ungdomsuddannelsen der kombinerer en studentereksamen med en erhvervsuddannelse - for alvor slået igennem.

Sammenlignet med sidste år har hele 25 procent flere unge i år valgt at sætte kryds ved en erhvervsuddannelse på Mercantec.

”Det er en meget stor stigning, som vi naturligvis glæder os rigtig meget over. Erhvervslivet har længe efterspurgt dygtige unge med en erhvervsuddannelse, så vi er utrolig glade for, at budskabet om de gode uddannelser vi tilbyder, og de mange karriereveje vores uddannelser åbner, lader til at have forplantet sig hos både eleverne og deres forældre,” siger Mercantec-direktør Kirsten Holmgaard.

EUX er et hit

Særligt den nye EUX uddannelse tiltrækker flere unge. På Mercantec er søgningen til EUX vokset med 38 procent. Især de tekniske EUX fag tiltrækker ungdommen.

”EUX er en ideel uddannelse, som åbner rigtig mange døre karrieremæssigt. Vores EUX elever er engagerede og dygtige unge, der vil noget med deres fremtid. Det er derfor meget positivt, at vi kan konstatere, at EUX årgangen vokser med så stor en andel unge,” siger Kirsten Holmgaard.

Ros til vejlederne

Mercantec-direktøren fremhæver det gode samarbejde med kommunens ungdomsuddannelsvejledere som én af hovedårsagerne til, at erhvervsuddannelserne i år har fået så godt tag i ungdommen. De mange arrangementer, hvor folkeskoleelever bliver præsenteret for de erhvervsveje, de kan vælge på Mercantec, har haft stor betydning for den nye ungdomsårgangs valg, mener hun.

”UU vejlederne skal have stor ros. Deres indsigt og viden om eksempelvis mulighederne med en EUX-uddannelse er helt sikkert en del af forklaringen på stigningen,” siger Kirsten Holmgaard.