Brobygning og introduktionsforløb på Autoteknisk Center

Går du i 8. 9. eller 10. klasse, og tænker du på at bliver mekaniker? Så kom på brobygning, og oplev hverdagen på AutoTeknisk Center.

Prøvekør en elbil, skil en motor fuldstændig ad, lær at skifte hjul, hør om fremtidens bilcomputere og bilmekanik og stift bekendtskab med de sejeste biler. På AutoTeknisk Center kan du komme ud for lidt af hvert!

Brobygning- eller et introduktionsforløb på skolen er din mulighed for at finde ud af, hvad du kan forvente, når du tager en uddannelse hos os. Afhængig af om du går i 8. 9. eller 10. klasse, tager brobygning eller et introduktionsforløb mellem to og fem dage. Meningen er, at du på den tid kan få et realistisk billede af hverdagen på AutoTeknisk Center. På forløbet har vi sammensat et skema, hvor du kan prøve kræfter med vores fag og studieretninger og finde ud af, om skolen er noget for dig.

Hvad skal der ske på brobygning?
Du vil møde en række af de fag, vi har på skolen, ligesom du vil opleve nogle af de forskellige arbejdsformer, som vi benytter. Undervisningen på AutoTeknisk Center rummer masser af værkstedsarbejde. Det er også den virkelighed, du vil møde, når du besøger os, da vi tror, det er den bedste måde at lære på. 

Ugen igennem vil du få masser af mulighed for at spørge nuværende elever om, hvordan de synes, det er at gå på AutoTeknisk Center. Ligesom du vil kunne komme til at tale med en studievejleder, som kan hjælpe dig med at svare på dine spørgsmål og skabe overblik over vores uddannelser: 

• Personvognsmekaniker
• Personvognsmontør 

Sådan tilmelder du dig brobygning

Du kan se, hvornår vi tilbyder de enkelte brobygnings- og introduktionsforløb på brobygning.net. (Vælg "Bil, fly og andre transportmidler"). Tilmeldingen foregår via UU-vejlederen på din folkeskole. Når du har tilmeldt dig brobygning, vil du få tilsendt et velkomstbrev og et skema, der vil fortælle nærmere om, hvad der skal ske, når du besøger os.

På vores facebookside kan du se et udpluk af de mange forskellige aktiviteter, der foregår på AutoTeknisk Center. ”Synes-godt-om” siden, for at følge med i vores hverdag.

Vi glæder os til at se dig.

Praktisk info:

Hvor?

Den første dag på brobygning skal du møde kl. 8.15 i kantinen på H.C. Andersens Vej 9 i Viborg. Anden dag skal du møde kl. 8 i det lokale, der fremgår af dit skema, som du får tilsendt efter tilmelding. Du får fri hver dag kl. 13.30.

Husk at medbringe...

Papir, skriveredskaber og lommeregner. Forløbet vil hovedsagligt foregå i værkstedet - husk derfor praktisk tøj, der kan tåle at blive beskidt, når du er i brobygning. Du har mulighed for at låne sikkerhedssko af os.

Kantine

Der er kantine, hvor du har mulighed for at købe forskellige former for mad og drikkevarer, mens du er i brobygning. Du er også velkommen til at tage mad med hjemmefra. 

Transport

Der går en bus fra Viborg Rutebilstation direkte til brobygning på skolen på H.C. Andersens Vej 9 i Viborg - spørg på stationen hvilken bus du skal tage, og hvor bussen går fra.

Mere info

Har du eller dine forældre spørgsmål om brobygning, er I altid velkomne til at kontakte os.